Find vej: Forside » Artikler » To nye produkter skal forbedre arbejdsmiljø og intern logistik

To nye produkter skal forbedre arbejdsmiljø og intern logistik

Lagt på landtransport.dk den 25-09-2015 af webmaster


Bullbug og Handy One effektiviserer flytning af trådbure og andre transportvogne. Produkterne skal sikre højere effektivitet og bedre arbejdsmiljø i blandt andet industrien, detailhandlen og sygehussektoren.Koldingvirksomheden Handy Transportvogne A/S præsenterer på hi 2015 to nye produkter til effektivisering af intern logistik. Det drejer sig om Bullbug, som er et selvkørende løfte- og transportredskab designet til håndtering af trådbure, og den elektriske hjælpemotor Handy One, som passer til alle transportvogne med en hjuldiameter fra 150 til 200 millimeter. Hjælpemotoren kan bruges med et bredt udsnit af vogne, har en rækkevidde på 25 kilometer og kan køre seks kilometer i timen. Den kan håndtere stigninger på op til 12,5 procent.

– Med Bullbug og Handy One bliver det nemt og behageligt at håndtere tunge trådbure og transportvogne med op til 500 kilo last. Resultatet er højere produktivitet og lønsomhed, samtidig med at man undgår nedslidning af medarbejderne, siger Henrik Sig, der er administrerende direktør for Handy Transportvogne.

Effektiviseret flytning af trådbure
Bullbug er næsten plan med trådburet, og med produktet sikrer man et konstant arbejdstempo. Efter løftepladen sænkes, kan buret øjeblikkeligt løftes, flyttes og sågar drejes om sin egen akse. Bullbug har en kørehastighed på op til fire kilometer i timen og batterikapacitet til omkring syv timers normal brug. Produktet er allerede ibrugtaget af de første kunder i sygehussektoren og industrien.

– Ved manuelt at flytte rundt med trådbure på over 200 kilo udsættes man ifølge Arbejdstilsynet for hård belastning. Med Bullbug opnår man mere tilfredse medarbejderne, som bliver længere i jobbet, fastslår Henrik Sig.


Industri- og sygehusrobot lanceres i forbedret udgave

Handy Transportvogne introducerer på hi 2015 en forbedret version af sin avancerede transportrobot, der bidrager til højere effektivitet i blandt andet produktionsvirksomheder og sundhedssektoren.

Handy Transportvogne oplever stor interesse for transportrobotten MiR, der blandt andet benyttes til automatiseret intern transport i industrien og på sygehuse. Nu fås robotten med motoriserede transportruller, som modtager kasser og andre emner i den ene ende, og som selv kan skubbe emnerne af igen på bestemmelsesstedet.

– Robotten kan på tværs af etager og afdelinger bevæge sig overalt på arbejdspladsen døgnet rundt, og den fungerer med en lang række stativer, skuffer og vogne. Nu er den blevet endnu mere fleksibel, effektiv og alsidig, forklarer administrerende direktør Henrik Sig. Han tilføjer, at robotten takket være integreret scannersystem og 3D-kamera kører selvstændigt i miljøer med mennesker og forhindringer. Den betjenes via pc, iPad eller mobiltelefon.

Handy Transportvogne A/S har siden 1949 udviklet og produceret udstyr til intern transport, opbevaring og håndtering i blandt andet industrien, sundhedssektoren og fødevarebranchen. Virksomheden er specialiseret i kundetilpassede løsninger, der understøtter effektive arbejdsgange, og tilbyder desuden et stort program af katalogvarer direkte fra lager. Med henblik på konkurrencedygtig fremstilling i enhver mængde har Handy både produktion i Danmark, Baltikum og Asien. Mød firmaet på stand H6204 til hi teknologi- og industrimesse 2015.