Find vej: Forside » Artikler » Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Dantra A/S køber U.L.R. Transport

Lagt på landtransport.dk den 12-04-2016 af webmaster


Midtjyske Dantra A/S overtager den mangeårige kollega U.L.R. Transport i Snertinge. Med udgangspunkt i Køge skal opkøbet sammen med ny storkontrakt udgøre Dantras vækstplatform i Østdanmark.Dantra A/S, som er blandt Nordens største udbydere af tanklogistik, ekspanderer øst for Storebælt. Virksomheden kan nu offentliggøre købet af U.L.R. Transport, der med base i Snertinge tilbyder tanktransport af blandt andet kemikalier. Samtidig er indgået en kontrakt med Statoil, der med virkning fra 1. juli sikrer Dantra al brændstofkørsel til kædens sjællandske stationer.

Får domicil i Køge
Udgangspunktet for Dantras aktiviteter i Østdanmark bliver helt nye kontor-, værksteds- og chaufførfaciliteter ved Skandinavisk Transport Center i Køge.

– Vi ønsker at udvide og styrke vores platform på Sjælland, og med købet af U.L.R. Transport samt de nye faciliteter i Køge får vi et stærkt fundament for ekspansionen. U.L.R. Transport er en mangeårig kollega, og ligesom Dantra er U.L.R. en velkendt virksomhed med stor erfaring. Ikke mindst derfor er vi et godt match, siger Kenneth Jensen, der er administrerende direktør for Dantra A/S.

Stigende krav fører til konsolidering
Uffe Lønborg Rasmussen, der grundlagte U.L.R. Transport i 1984, lægger ikke skjul på, at dagens store krav til transportvirksomheder har fremskyndet hans planer om et generationsskifte.

– Både love, regler og kunder stiller større krav til transportfirmaer, ikke mindst inden for et nicheområde som vores. Det er klart, at behovene for godkendelser, certificeringer og kvalitetsstyring bidrager til konsolidering i branchen, og derfor var tiden moden til et generationsskifte, vurderer vognmanden.

Grundlægger og medarbejdere bliver
Alle medarbejdere i U.L.R. Transport fortsætter hos Dantra, og Uffe Rasmussen selv får en rolle som driftsleder på Sjælland. Med salget til Dantra lægger han vægt på at sikre ordentlige forhold for både medarbejdere og kunder.

– Det har været væsentligt for mig, at medarbejderne beholder deres jobs, og at kunderne fortsat får en god service og kvalitet. Vores forretning bliver et led i Dantras fortsatte ekspansion, og købet giver kunderne nye muligheder. Dantra er en veletableret virksomhed, som tilbyder en meget bred vifte af serviceydelser, fastslår Uffe Rasmussen.

Dantra er med sine over 110 vogntog blandt Nordeuropas førende udbydere af tanklogistik. Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen). Dantra beskæftiger totalt cirka 180 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund.