Find vej: Forside » Artikler » Samlet løsning klar for bedre internet- og mobildækning i tog

Samlet løsning klar for bedre internet- og mobildækning i tog

Lagt på landtransport.dk den 17-09-2016 af webmaster


DSB, Arriva, Banedanmark, Telia, TDC Group, Telenor og teleselskabet 3 kan nu præsentere en model for en samlet løsning til at forbedre internet- og mobildækningen i de danske tog, så togene i fremtiden kan være en funktionsdygtig arbejdsplads og en mere attraktiv transportform for danskerne.I dag oplever togpassagerer problemer med at opnå tilfredsstillende dækning i toget flere steder på den danske jernbane. En række initiativer skal sikre fremtidens internet- og mobildækning i de danske tog, så de bliver tidssvarende og opfylder passagerernes behov.

Helt konkret vil DSB og teleselskaberne samarbejde om at installere signalforstærkere i togene, så signalerne bedre kan trænge ind i togene. Togenes konstruktion bremser nemlig modtagelse af signaler, også hvor der er god dækning udenfor toget. Derudover skal der ske en udbygning af Banedanmarks mastenetværk på op til 75 steder langs det statslige jernbanenet.

Teleselskaberne (TDC Group, Telenor, Telia og 3) vil sikre signaldækning med nye antenner i disse master. Endelig vil DSB stå for etablering af en multioperatør WiFi-løsning i DSB’s tog med forbindelse til teleselskabernes mobilnetværk.

Dette er hovedpunkterne i det arbejde, der siden foråret 2015 er forhandlet i regi af et fælles forum, Joint Advisory Board, bestående af teleselskaberne TDC Group, Telenor, Telia og 3, togselskaberne DSB og Arriva samt Banedanmark, der alle har indgået i et samarbejde med henblik på at skabe bedre internet- og mobildækning i de danske tog. Gennemførelsen af den samlede løsning vil involvere investeringer fra både teleoperatørerne, DSB og staten og skal nu udmøntes i konkrete aftaler.

”Togtransport giver en oplagt mulighed for at bruge rejsetiden på at få noget arbejde fra hånden eller få læst nyhederne på telefonen. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu får en ny model for bedre internet og mobildækning i vores tog,” siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

”Det er glædeligt, at vi er rykket et væsentligt skridt nærmere med at sikre bedre internet- og mobildækning i de danske tog. Jeg synes, det er en fornuftig samlet løsning, der på sigt vil kunne gøre brugeroplevelsen og muligheden for at arbejde i toget markant bedre” siger Søren Boysen, formand for Joint Advisory Board, og teknisk direktør i Banedanmark.

"DSBs bestyrelse har netop godkendt, at DSB indgår i samarbejdet om bedre mobildækning og internet i tog, som Joint Advisory Board har udarbejdet. Dermed yder DSB et væsentligt bidrag til den samlede løsning for bedre internet og mobildækning i tog til gavn og glæde for vores passagerer," siger Flemming Jensen, administrerende direktør for DSB.

”Vi er tilfredse med den samlede løsning for bedre internet- og mobildækning i tog. Vi er i fællesskab nået frem til en fornuftig og funktionel plan for fremtidens internet- og mobildækning i de danske tog,” siger Jakob Willer, direktør i teleselskabernes brancheorganisation, Teleindustrien.

I løbet af de kommende år vil passagererne kunne opleve forbedringer i takt med, at teleselskaberne sætter nye antenner op i Banedanmarks udvidede mastenetværk. Sideløbende vil der blive installeret signalforstærkere og WiFi i DSB’s tog.

Når det omfattende arbejde med at implementere den samlede løsning er gennemført, vil den oplevede signaldækning være mærkbart bedre end i dag. Der vil være en langt mere stabil forbindelse med færre udfald, når passagererne taler i telefon eller arbejder online.

”Vi forventer, at alle opgraderingerne vil kunne være fuldt implementeret med udgangen af 2019, så vi når målet om, at toget skal være en funktionsdygtig arbejdsplads. Inden vi når så langt, forestår der dog detailplanlægning, samt drøftelser i Joint Advisory Board om det videre arbejde,” siger Søren Boysen.